23948sdkhjf

Helt nye a-kasseregler på vej for selvstændige

En helt ny dagpengemodel for selvstændige er netop blevet vedtaget af et bredt politisk flertal. A-kasse-direktør hilser ændringerne velkomne.
Et bredt politisk flertal bestående af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har netop vedtaget at indføre helt nye dagpengeregler for selvstændige.

Der bliver tale om en tiltrængt forenkling af betingelserne for ret til dagpenge for forsikrede med indkomst fra både egen virksomhed og lønarbejde.

Det skriver Dana i en pressemeddelelse.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at få en bred og vigtig aftale på plads om dagpengesystemet for fremtidens arbejdsmarked. Vi går en fremtid i møde, hvor fleksibilitet er nøgleordet, hvis vi skal gribe de nye muligheder, der udspringer af den teknologiske udvikling. Mange vil blive beskæftiget på nye måder, fordi det kan give større fleksibilitet, men også flere muligheder i arbejdslivet. Derfor er det helt afgørende, at vores dagpengesystem kan favne det. Alle skal have tryghed, hvis de mister deres job – uanset hvordan de er beskæftiget. Med aftalen i dag har vi taget et vigtigt skridt til at ruste os til fremtidens arbejdsmarked, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse fra beskæftigelsesministeriet.

Selvstændige og lønmodtagere ligestilles
Den nye model vil blandt andet sikre, at selvstændige i langt højere grad ligestilles med lønmodtagere, og at ret til dagpenge og efterløn kan optjenes ved en kombination af selvstændig virksomhed, lønarbejde og honorarer.

En central tanke i det nye system er, at alle arbejdsindkomster, som der er betalt skat af, skal kunne lægges sammen ved optjening af retten til dagpenge, og til beregning af satsen.

- Disse foreslåede ændringer finder vi meget positive, da det gør op med den tidligere skønsbaserede model, hvor medlemmet skal sandsynliggøre at have udøvet selvstændig virksomhed på fuld tid i såkaldt ”væsentligt omfang” i mindst 52 uger inden for de seneste 3 år, fortæller Keith Fobian, administrerende direktør i Dana, som er en a-kasse med fokus på selvstændige.

Han fortæller, at hans medlemmer har oplevet reglerne hidtil som meget rigide og bureaukratiske.

- Et andet område, som har været kilde til megen frustration hos Danas medlemmer, er de nuværende regler for, hvornår man kan få dagpenge og efterløn, fortsætter han.

- I dag er reglerne om dokumentation for virksomhedsophør uhørt strikse og forudsætter afvikling af personale, afhændelse af virksomhedens lokaler, driftsmidler, inventar, varelager og afmeldelse af cvr.nr. m.m., inden et ophør kan anerkendes, og udbetaling påbegyndes. Det opleves meget kompliceret, bureaukratisk og mistænksomt, men det bliver heldigvis lavet om nu, siger Keith Fobian.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094